Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Svejbæks historie

Svejbæk Færgegård har en lang historie som færgekro bag sig

Færgegården var den ældste restaurant langs søerne. Dens historie begynder i 1864, da den blev udstykket fra Svejbækgaard til landbrugsejendom til en søn af gården, Jens Johansen.

Der blev bygget et stråtækt stuehus, og Jens Johansen fik den 27. september 1864 bevilling, først og fremmest for at kunne betjene de mange pramfolk, der flådede træ fra skovene gennem Snævringen. Jens Johansen drev sit lille traktørsted til lidt ind i dette århundrede, hvor han solgte det til købmand Mehl, Silkeborg. Denne afhændede dog ret hurtigt ejendommen til Niels Jensen, der havde en lille landejendom på den anden side af Snævringen (det nuværende Onkel Peters hus). Niels Jensen drev Svejbæk Færgegård til 1914, hvor han solgte den til Peter Salomonsen, der i 1956 bortforpagtede virksomheden til sønnen Eigil Salomonsen, der i 1963 fik skøde på ejendommen.
 
I 1934 kom den første store udvidelse med værelser til 13 liggende gæster, men i sommeren 1939 blev hele herligheden lagt i aske. En ny og flot Svejbæk Færgegård stod klar til næste forår. I januar 1945 rykkede tyskerne ind med den besked til familien Salomonsen: "Ud inden 24 timer." Tyskerne ville blandt andet benytte Færgegården som hovedkvarter for bekæmpelsen af sabotagerne mod Den jyske Længdebane. 

Efter en ny udvidelse i 1963 blev Svejbæk Færgegård helårshotel med plads til 32 gæster. I 1971 solgtes Færgegården til Gert Kjeldsen, Nr. Snede. En overgang forinden var Færgegården solgt til et ægtepar fra Nr. Sundby, som havde plan om at indrette stedet til et ventehjem for statshospitalet, men handelen gik tilbage. Der var også planer om en campingplads, som fredningsmyndighederne satte sig imod. Senere kom Skyttehusets Camping på særlige betingelser, bl.a. forbud mod bilkørsel helt ned til pladsen.

Da Gert Kjeldsen den 1. april 1975 solgte til Hvidovre kommune var Svejbæk Færgegårds historie som restauration ude af sagaen.