Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Færgegård - hvordan?

Nogle vil måske undre sig over koloniens tilnavn - færgegård. Det dækker over en bittersød fortælling om en ikke særlig glorværdig forretning. Færgefarten foregik med robåd over det snævre farvand ved Svejbæk - en overfart, der gav navnet til Svejbæk Færgegård.
Selve færgeriets historie kan føres tilbage til 1866, hvor der blev tinglyst en overenskomst mellem Drechsel og Johan Rasmussen, Svejbækgaard. Johan Rasmussen fik mod 100 rigsdaler ret til overfærgning uden konkurrence fra Ludvigslyst, der til gengæld fik fiskeretten. I slutningen af forrige århundrede havde færgeretten ikke blot turistmæssig betydning, men kunne spare den lokale befolkning for lange omveje, ikke mindst da jernbanen kom og med den en station i Svejbæk. Det førte samtidig til større krav til færgedriften.

Der var synlig utilfredshed med færgefartens daglige drift, og der blev fremsat krav om bygning af en bro. Således var der i 1897 i Silkeborg Avis et læserindlæg, hvori det hed: 
"Blandt dem, som er nødt til en gang imellem at benytte færgen ved Svejbæk er der det sidste par år blevet mere og mere misfornøjelse med den næsten skandaløse måde færgefarten drives på." 
I læserindlægget fremhæves videre, at taksterne er forskellige, alt efter om det er en ven eller uven, og nogle nægtes endda helt overfart. 

Videre hedder det: 
"Særlig galt er det at komme med færgen til det første tog om morgenen, men endnu værre er det, når man kommer tilbage med det sidste tog om aftenen, da man så er i største uvished, om man denne aften er så heldig at komme over vandet eller ikke. I den sidste tid har færgemanden helt nægtet at færge over fra sidste tog om aftenen, så vedkommende har været henvist til at spadsere fra Silkeborg til hjem eller tage toget til Ry."
Indlægget slutter med en meddelelse om, at der er indvarslet til møde på Gæstgivergården Ludvigslyst for at søge at interessere også beboerne i Linå kommune for bygning af en bro. Til mødet kom 100 mennesker, der bakkede op om broplanerne, der kunne forvente tilskud fra Statsbanerne på 1500 kr. Et udvalg blev nedsat for at arbejde videre med planerne, men som det ses, blev planerne ikke gennemført.
 
I 1910 meddelte Chr. Mehl, der da ejede Svejbæk Færgegaard, at der var gratis færge for gæster, der benyttede Svejbæk Restauration, vel ikke alene for at trække gæster til, men også for at holde gang i færgefarten.
 
Familien Salomonsen, der ejede Færgegaarden fra 1915 til 1970, fik efterhånden store vanskeligheder med farten, der langtfra var rentabel. Robåden var nemlig undergivet de almindelige for søfart, hvilket betød, at man under krigen måtte betale meget høje krigsforsikringspræmier »på grund af minefare,« og selv om man nogle år efter krigen blev fri for denne særlige forsikring, måtte man ikke alene opretholde den naturlige passagerforsikring, men var fortsat undergivet skibstilsynet, der for eksempel krævede en båd udskiftet og krævede, at man anskaffede overflødigt udstyr.
 
Der skulle således være en redningskrans om bord, og yderligere krævede man anskaffelse af en stage, der var så lang, at den umuligt kunne fragtes. Det var ofte vanskeligt at få folk til at passe færgeriet, og i 1951 fik Salomonsen firmaet Wright, Thomsen og Kiær til at udarbejde et projekt for en højbro over åen. Den kunne bygges for 3 millioner kroner og var tænkt som et led i en diagonalvej Esbjerg - Randers. Projektet blev ikke til noget, da såvel Them kommune som fredningsmyndighederne sagde nej.

Kroejer P. Salomonsen har i øvrigt været i konflikt med politiet i anledning af færgeriet. Da han en aften nægtede at sejle en nabo over, indfandt politiet sig næste dag for at fortælle, at han skulle sejle og at det offentlige, det vil sige amtet, havde godkendt taksterne. Indtil da havde det kostet 10 øre pro persona, enten det var dag eller nat. Det blev nu ændret til, at man om sommeren sejlede for 10 øre til klokken 22. Nattaksten blev 1 krone. For vinterhalvåret blev det 15 øre, klokken 7 - 17, 25 øre klokken 17 - 22 og resten af natten 1 krone. Da amtet på et tidspunkt holdt op med at give tilskud, blev driften helt indstillet om vinteren.
 
Et stort underskud gav det gennem årene, og det var svært at få karlene til at passe jobbet, selvom de fik hele indtægten, og hotelejeren betalte båd og forsikring. En overgang midt i 1950'erne var der en kvindelig færgemand. Hun fik 20 øre pro person, 35 øre for cykler og 1 krone for en knallert for turen på de 108 meter, som normalt krævede 50 åreslag. Hun fortalte i et interview, at hun i højsæsonen var oppe på 60-70 ture om dagen. Færgefarten stoppede helt i 1967. I den sidste tid havde man opgivet de faste takster og i stedet fået betaling efter behag. Gennemgående gav det mere end de gamle lave faste takster.
 
Problemet med postbudets overfart, som egentlig kunne berettige til splittelse på robåden, løstes, da færgetrafikken blev indstillet om vinteren, ved at posten lånte en robåd, og i øvrigt blev postdistrikterne lagt sammen omtrent samtidig med, at færgen holdt op, så der ikke mere var behov for hans transport over vandet.

Kolonien har stadig anløbsret og bro på begge sider af snævringen. Og så har vi heldigvis stadig færgebroen på grunden, som anløbes af Hjejlebådene, hvilket er med til at skabe den helt specielle atmosfære, vi finder på Svejbæk Færgegård. For at fastholde broen og livet omkring den har, vi etableret en vendeplads, så biler og busser har mulighed for at læsse passagerer af og på. Desuden sørger vi for, at holde gangstien langs søen i god stand, så alle, ikke alene kan komme til bådene, men også får mulighed for en spadseretur videre langs søen.